Parajumpers

Det var en barsk oplevelse at komme hjem fra en uges ferie i Paris for et par uger siden. Vi kunne med det samme se, at vi havde haft ubudne gæster i huset. Et vindue var brudt op på bagsiden af huset, og skuffer og skabe var godt og grundigt gennemrodet.

Det var ikke sådan, at huset var totalt tømt, men det meste af det, der har nogen værdi, var væk, og vi blev noget overraskede over, at også en del af vores garderobe var forsvundet. Det var derfor en større opgave at opgøre værdien af de mistede ejendele overfor vores forsikringsselskab. Men  vi gik i gang med arbejdet og noterede møjsommeligt ned, hvad der var forsvundet.

Fra garderoben ude i entreen havde tyvene taget den nye vinterfrakke, jeg købte i sidste måned. Jeg havde undladt at tage den med på ferie, for her i det ret tidlige efterår ville den have været alt for varm at gå rundt i nede i Paris.

Men det ærgrer mig med den frakke, som jeg faktisk glædede mig til at tage i brug, når vi for alvor bliver ramt af vinter. Den er af det italienske designmærke Parajumpers – se det her, som ikke ligefrem er billige ting, men til gengæld både smarte og meget varme. Jeg blev helt nervøs for, om forsikringsselskabet ville tro på, at jeg havde givet over 5.000 kroner for den, men så kom jeg i tanker om, at jeg rent faktisk havde gemt kvitteringen i en skuffe – og den havde tyvene heldigvis ikke taget med.

Inde fra soveværelsets klædeskabe var der også fjernet forskellige stykker tøj. Min mands smoking var væk, og det grinede vi lidt af, for hvem forestiller sig, at en indbrudstyv går klædt i smoking? Men fra mit skab var der også fjernet en del tøj og sko, men heldigvis noget forholdsvis gammelt tøj, som jeg nok ikke vil savne ret meget.

Kort før vores ferie i Paris havde jeg købt et rigtig smart sæt med jeans og overdel fra Whiite, men det havde jeg heldigvis taget med på ferien, og jeg brugte det meget på vores ferie, for jeg befinder mig virkelig godt i det tøj.

Og selvfølgelig havde tyvene også været i den kommodeskuffe, hvor jeg opbevarer mine smykker. Der var nu ikke forsvundet særligt meget, for jeg hører ikke blandt de kvinder, der har voldsomt mange smykker. Jeg går normalt udenom smykker af ædelt metal, diamanter og den slags, for det siger mig ikke så meget, og jeg har for længst fortalt min mand, at han kan glæde mig meget mere med en ekstra ferie end ved at bruge pengene på dyre smykker til mig. Og da min mor lever endnu i bedste velgående, har jeg faktisk ikke nogen arvestykker med affektionsværdi.

Og de smykker, jeg holder mest af at bruge, havde jeg taget med på ferien. Det gjaldt også de to meget flotte halskæder fra Julie Sandlau, hvis design jeg holder meget af. Til dem har jeg matchende armlænker, som jeg også havde med på ferien, så dem har jeg endnu.