Markedsføring kræver altså arbejde!

For snart 3 år siden mødtes jeg med en gut som netop havde startet sit eget rengøringsselskab. Han boede i en mindre by og selvom han ikke havde været i gang ret længe, så vidste han allerede, at konkurrencen på rengøringsmarkedet var hård og at det ville blive svært for ham (ene mand) at finde nok arbejde til at han kunne forsørge sin kone og barn.

Men han var ihærdig og arbejdsom, så jeg begyndte at tale med ham omkring hans hjemmeside. Han havde allerede en, men det var noget han selv havde lavet og det var mildest talt ikke køn. Da jeg syntes han var en flink fyr (ven af en ven), så tilbød jeg at hjælpe ham lidt gratis. Jeg satte en pænere hjemmeside op til ham og tog en snak med ham omkring vigtigheden af online markedsføring og om hvordan den kunne skaffe ham flere kunder på en relativt nem og billig måde.

Der skal arbejdes

Som en enkeltmandsvirksomhed er der ikke på samme måde brug for de store forkromede strategier og planer, som når der er tale om større virksomheder eller hvis det er en virksomhed der skal vokse sig større. For hans tilfælde var det blot meningen, at han skulle have nok kunder til at han kunne forsørge familie og ikke mere end det. Havde jeg spurgt ham, så havde han helt sikkert hellere ville holde fri og være sammen med familien end at arbejde for at tjene flere penge.

Men netop det med ”arbejde” er ikke noget man slipper for fordi man vil bruge Internettet som det medie man reklamerer på. Det kræver mindst lige så meget arbejde som alt muligt andet og det var her det hele begyndte at falde fra hinanden for ham.

Jeg havde naturligvis ikke tænkt mig, at arbejde gratis for ham i lang tid, så jeg forklarede, at jeg kunne hjælpe/lære ham hvordan han fik flere relevante besøgende til sin hjemmeside og give ham gode råd undervejs, men han skulle selv udføre arbejdet.

Det primære arbejde skulle bestå i at skrive artikler omkring rengøring og da han jo var eksperten, så var det nærliggende at han gjorde det selv i stedet for at hyre nogen til det. Men uanset, så var det krævet at der blev skrevet for at der kunne ske nogle fremskridt.

Ingen arme ingen kager

Nu er der som sagt gået 3 år og den side jeg satte op til ham ser stadig ud som den gjorde dengang. Jeg har rykket ham nogle gange efter artikler, men hver gang har han haft en eller anden undskyldning. Desværre for ham har det betydet, at han ikke har fået nok kunder og derfor har måttet arbejde et andet arbejde også for at få det hele til at hænge sammen.

Hvis han dog bare havde brugt alt den tid hvor han ikke havde kunder til at skrive gode artikler omkring sit fag, så havde hans verden set helt anderledes ud. Men man kan som sagt kun trække hesten til truget, men ikke få den til at drikke.