Glutenfri mad

Vores dejlige hund, Buller, som er en golden retriever, begyndte for en måneds tid siden at få det dårligt. Det var tydeligt at se på ham, at han ikke trivedes rigtigt, så efter nogle dage valgte vi at køre til dyrlægen med ham.

Han blev grundigt undersøgt, men dyrlægen kunne ikke umiddelbart stille en diagnose, så han valgte at tage en blodprøve på Buller, som han så efterfølgende ville analysere. Han lovede at ringe til os dagen efter med resultatet.

Og dyrlægen holdt sit løfte. Næste formiddag ringede han og fortalte, at blodprøven tydede på en allergisk reaktion hos Buller, og dyrlægen var næsten sikker på, at hunden var allergisk overfor gluten, hvilket er en ret udbredt skavank hos hunde. Dyrlægen fortalte også, at man kan få glutenfri hundefoder, så det ville han i høj grad anbefale.

Jeg kunne huske, at det hundefoder, Buller har fået det seneste års tid, og som han er meget glad for, også kan fås i en glutenfri udgave hos den forhandler, hvor jeg plejer at købe foderet. Så jeg kørte straks til den pågældende forretning, hvor indehaveren har temmelig stor erfaring med både almindeligt foder og forskellige slags kosttilskud til hunde.

Vi fik os en god og ret lang snak om Bullers problem, som foderhandleren kunne nikke genkendende til. Han havde hørt om en del hunde, som pludselig udviklede allergi mod gluten, og det kan faktisk være en meget truende situation, hvis man ikke opdager det i tide og giver hunden noget foder helt uden gluten.

Han mente, at det også for dyrlæger er noget af et mysterium, at den slags allergi kan opstå lige pludseligt i hundens voksne alder. Der er tilsyneladende ikke nogen direkte sammenhæng med alderen eller for den sags skyld noget som helst andet. Allergien synes at komme ud af den blå luft.

Han hentede en sæk med det glutenfri foder og sagde med et grin, at her var en sæk helsekost til Buller, som han faktisk har mødt et par gange, når vi har været hos ham for at købe foder. Forhandleren er tydeligt meget glad for hunde, og det kan jeg huske, at Buller i hvert fald kunne mærke, for han var også glad og kærlig overfor forhandleren.

Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem igen, var at præsentere Buller for det nye foder. Hans lidt triste øjne kiggede lidt tvivlende på madskålen, og på grund hans dårlige almentilstand havde hans spist så beskedent de foregående dage, at han efterhånden måtte være godt sulten.

Han gik i hvert fald i gang med at spise og satte hele portionen til livs. Senere på dagen hældte jeg endnu en portion op til ham, og også den blev spist med det samme, så appetitten fejlede åbenbart ikke noget.

Allerede dagen efter kunne vi tydeligt mærke forskel. Buller var helt klart bedre tilpas og var i langt bedre humør. Et par dage senere købte jeg en flaske fiskeolie til ham – faktisk noget så fornemt som canadisk vildlakseolie – fordi hans pels var blevet noget mat i det. Nu har vi en både flot og glad hund igen.